Familien Ostermann Rytlig

Hofpræst Johannes Barthomolæus Christophersen Bluhme

Persondiagram

Forældre

Fader	Fødselsdato	Moder	Fødselsdato
Christopher Bluhme	1648	Catharina Thomsen (Bluhme)	1657

Partnere

Partner	Fødselsdato	Børn
Ida Amalie Georgsdatter Jønsz (Bluhme)	1689	Præst, Kongelig Konfessinarius Georg Friedrich Bluhme

Personbegivenheder

Begivenhedstype	Dato	Sted
Fødsel	01/11/1681	Tønder, Tønder Sogn, Højer og Lø Herred, Tønder Amt
Dåb	06/11/1681
Død	25/10/1753	København, Sankt Petri Sogn
Begravelse	01/11/1753	København, Sankt Petri Sogn

Notater


Han døbtes 6/11 1681 og hans faddere var: Johannes Thomsen (hans Morfader), Johannes Dicelius (antagelig faderens efterfølger som kantor) og Katharina Kenckels (præstens kone). Immatrikuleret 30/4 1700 i Rostock. (Dissertion 1702.) 26/9 1702 ommatrikuleret ved Københavns Universitet, hvorfra han dimitterede med højeste udmærkelse. Fra 26/11 1703 studerede han ved Kiels Universitet, hvor han 1705 pådrog sig en meget alvorlig sygdom. Senere var han nogle år huslærer og blev 1708 præst i Boren (Angel). 1728 overtog han stillingen som pastor primarius ved Marienkirche i Rendsburg. Samme år hørte Kong Frederik IV ham og kaldte ham til Odense. Allerede 1729 blev han 4. hofpræst i København. Kong Christian VI udnævnte ham i 1733 til overhofpræst, hvilken stilling han også havde under Kong Frederik V ifølge bekendtgørelse af 1746. Han døde i København og begravedes 2/11 1753 på Sct. Petri Kirkegård ved Nørregade. Hans gravskrift er indmuret i kirkevægen. Under sin tjeneste som overhofpræst var han meget stærkt involveret i konfirmationens indførelse i Danmark. Gift 1707 med Ida Amalie Jönsius. Født 19/5 1689, død 25/5 1760.
Bluhme, Johannes Bartholomæus, 1681-1753, Hofpræst, er født 1. Nov. 1681 i Tønder, hvor Faderen, Christopher B., var Rektor; Moderen hed Cathrine Thomsen. Han blev undervist af Faderen, til han 1700 tog til Universitetet i Rostock. Efter at have opholdt sig her i 2 Aar rejste han til Kjøbenhavn for at øve sig i det danske Sprog, «som i Amtet Tønder til gejstlige Betjeninger er højst fornødent». Professor Fecht i Rostock havde anbefalet ham til den lærde Joh. Brunsmann, Præst ved Vartov og Forfatter af «Kjøge Huskors». Denne tog sig ogsaa af ham og flyede ham bl. a. Speners og Franckes Skrifter. I Kjøbenhavn tog han Attestats og prædikede første Gang paa Dansk. Efter et Ophold i Tønder drog han 1704 til Kiel, hvorfra Faderen det næste Foraar maatte hente ham syg hjem. Han laa i 17 Uger mellem Liv og Død; i denne Korsets Skole lærte Gud ham mere til hans Sjæls Salighed, end han havde lært paa Universitetet. -- Efter en Prøveprædiken valgtes han 1707 til Præst i Borne (paa Tysk Bohren) i Angel, og «efter en og anden Vanskelighed» blev han ordineret af Generalsuperintendent Dr. Muhlius. Samme Aar ægtede han Ida Amalie, Datter af Pastor Georg Jønsius i Borne. Efter at han havde afslaaet flere Kaldelser, blev han 1728 første Præst ved Mariekirken i Rensborg. Men Aaret efte hørte Frederik IV ham her, hvorefter han stævnedes til Odense for atter at prædike for Kongen, som derpaa kaldte ham til tysk Hofprædikant i Steden for Conradi. Da Christian VI 1733 afskedigede sin Konfessionarius J. Frauen, fik B. hans Embede, men ikke Titelen. B. tilhører helt den halleske Skole og maa anses for en ægte Discipel af Spener og Francke. Samtidig med at han kaldedes til Konfessionarius, kom Grev Zinsendorf til Kjøbenhavn og fremkaldte den stærke religiøse Bevægelse, der udmærker dette Tidsrum. B. sluttede sig helt til den, og ved sit nære Forhold til Kongen fik han den største Indflydelse paa de Foranstaltninger, hvorved denne søgte dels at lede Opvækkelsen, dels at dæmme for den, naar den brød ud i Separatisme. Kongen raadførte sig i disse Sager bestandig med B., hvem han ærede og elskede som en Fader. Denne har ofte søgt at formilde Kongen, naar han fandt, at dennes Vrede gik for vidt. Det er et Træk, som kun kan hædre en Konfessionarius, at han havde Mod til at formane Kongen til en mildere Fremgangsmaade mod hans Faders Enke, Anna Sophie (Reventlow); thi dette var ganske vist at røre ved et ømt Sted. Ligeledes bad han for sin afskedigede Formand, at Kongen vilde tilgive ham, uagtet han netop var bleven fjærnet for sine utilbørlige Prædikener mod Pietisterne. Endelig fandt ogsaa den haardt forurettede Orlogskapitajn Fr. Lütken en Talsmand i ham, saa Liitken, der var afskediget uden Pension, fik en ny Ansættelse. I Aaret 1735 blev J. L. Holstein, der tilhørte den pietistiske Retning, Oversekretær i det danske Kancelli, og fra nu af fik B. Indflydelse paa mange offentlige Foranstaltninger. Allerede tidligere havde han bevirket, at der ansattes Kateketer ved de kjøbenhavnske Kirker. Efter at Kongens forrige Lærer, Konferensraad J. W. Schrøder, havde gjort Forslag til Konfirmationens Indførelse, blev det overdraget ham og B. at udarbejde Anordningen derom 1736. Da General-Kirkeinspektionskollegiet blev oprettet 1737, blev han et indflydelsesrigt Medlem af det, ligesom han havde Sæde baade i den forberedende og den endelige Kommission, der udarbejdede Anordningen for Almueskole væsenet i Danmark og Norge af 1739, men som tillige det følgende Aar maatte tilraade at indskrænke disse Anordninger væsentlig, da de Forudsætninger, hvorpaa de vare byggede, ikke holdt Stik. Som Medlem af General-Kirkeinspektionen maatte B. deltage i de Bestræbelser, som især efter 1740 gjordes for at standse de separatistiske Bevægelser, der udbrøde baade i Danmark, Norge og Holsten. Medens Biskop Hersleb arbejdede ivrig for at sætte Skranker for disse, modsatte B. sig de dertil sigtende Foranstaltninger saa længe som muligt; det var hans Overbevisning, at det var Uret at anvende verdslig Tvang i aandelige Sager, og at Separatisterne vel maatte lade sig tale til Rette, naar Præsterne kun anvendte Flid og Omhu nok herpaa. Men netop denne Forudsætning bristede bestandig. Separatismen optraadte i mere og mere uhyggelige Former, og det viste sig nødvendigt enten at tilstaa en virkelig Religionsfrihed, hvad ingen, heller ikke B., tænkte paa, eller at lade Statsmagten træde til for at opretholde Kirkens Enhed. B. gik derfor til sidst, om end kun modstræbende, ind paa de ovenfor omtalte Foranstaltninger, der ogsaa ganske rigtig kom til at betegne Slutningen af den pietistiske eller, som den maaske rettere burde kaldes, herrnhutiske Bevægelse. B. er kommet til at staa for Eftertiden som en Inkarnation af Bigotteri, næsten som Christian VI's onde Aand, der fik Skyld for hele det pietistiske Præg, denne Konge yndede at paatrykke Folket, og der er Vidnesbyrd nok om, at hans samtidige heller ikke have set paa ham med venlige Øjne. I hvad der her er meddelt om ham, vil der ikke findes nogen Grund til at fælde en saadan Dom over ham. Men den store Indflydelse, han udøvede, var i en mærkelig Grad underjordisk; den føltes alle Vegne, uden at han selv fremtraadte, hverken for at kræve Æren eller for at bære Ansvaret for, hvad der skete. Han var en Mand, der nok ønskede at have Indflydelse, men som ikke brød sig om at have den Stilling, som svarede dertil. Derfor blev han heller aldrig virkelig Konfessionarius, men nøjedes i en Tid, da Rangsygen ellers grasserede saa stærkt, med en Hofprædikants Rang. Saa priseligt nu end dette kunde være, var det ikke saa underligt, at det vakte Misfornøjelse, at en Mand, der hverken ved sin Stilling var berettiget dertil, eller som traadte frem for at bære Ansvaret, havde den største Indflydelse paa Afgjørelsen af alle kirkelige Sager. Naar Kongen i de bevægede Aar 1732-34 ofte sendte Kancelliet egenhændige Kladder til de Reskripter, der skulde udfærdiges, mente man, formodentlig med rette, at B. stod bag ved; det samme var Tilfældet, da Pietismens uforsonlige Modstander, Præsten ved Nicolai Kirke, H. Mossin, dømtes fra sit Embede, og ved mange andre Lejligheder; men en saadan Indflydelse maatte være saa meget betænkeligere, som Christian VI var en mistænksom Mand, der gjærne ad Omveje vilde skaffe sig Underretning om Personer og Forhold. Dertil kom, at B. fremfor alt var Kongens Raadgiver ved Embedsbesættelser, og her er det utvivlsomt, baade at han er optraadt som en ensidig Partimand, der foretrak Pietister ved enhver Lejlighed, og at han ikke har haft Menneskekundskab nok til at bedømme, hvor Fromheden var oprigtig, og hvor den var en Kappe, der kunde vendes efter Hofvinden, ligesom de Mænd, der paa hans Anbefaling bleve ansatte, langtfra altid gjorde Fyldest i Embederne. Men selv om han, hvad der sikkert som oftest var Tilfældet, anbefalede værdige og dygtige Kandidater, paadrog han sig alle deres Uvilje, der med eller uden hans Skyld bleve tilsidesatte. Det var en af Kirkekollegiets Tanker at danne et Seminarium theologicum, det vil sige en Fortegnelse over værdige Kandidater; den blev aldrig udført officielt; men i Virkeligheden har B. haft en saadan Fortegnelse, og det var ikke til Skade for dem, der stode paa hans Liste. Da Christian VI laa for Døden paa Hirschholm, sendtes der Bud efter B.; men Kongen var død, før han naaede Slottet. I den Ligtale, han holdt over ham, har han sat ham et smukt Minde. -- Under Frederik V blev hans Stilling i det udvortes uforandret; han vedblev endog, i det mindste en Tid, at give Kongen Kandidatlister; men efterhaanden maatte han miste sin Indflydelse. Han døde 26. Okt. 1753. Af Skrifter har han kun efterladt en Disputats og to Klageprædikener over Christian VI og Dronning Louise. Zwergius, Siellandske Clerisie S. 800 ff. J. Møller, Mnemosyne IV. L. Koch, Kong Kristian VI S. 144 ff. o. fl. St. L. Koch. Dansk Biografisk Lexikon

Han døbtes 6/11 1681 og hans faddere var: Johannes Thomsen (hans Morfader), Johannes Dicelius (antagelig faderens efterfølger som kantor) og Katharina Kenckels (præstens kone).

Immatrikuleret 30/4 1700 i Rostock. (Dissertion 1702.) 26/9 1702 ommatrikuleret ved Københavns Universitet, hvorfra han dimitterede med højeste udmærkelse.

Fra 26/11 1703 studerede han ved Kiels Universitet, hvor han 1705 pådrog sig en meget alvorlig sygdom. Senere var han nogle år huslærer og blev 1708 præst i Boren (Angel).

1728 overtog han stillingen som pastor primarius ved Marienkirche i Rendsburg. Samme år hørte Kong Frederik IV ham og kaldte ham til Odense. Allerede 1729 blev han 4. hofpræst i København. Kong Christian VI udnævnte ham i 1733 til overhofpræst, hvilken stilling han også havde under Kong Frederik V ifølge bekendtgørelse af 1746.

Han døde i København og begravedes 2/11 1753 på Sct. Petri Kirkegård ved Nørregade. Hans gravskrift er indmuret i kirkevægen. Under sin tjeneste som overhofpræst var han meget stærkt involveret i konfirmationens indførelse i Danmark.

Gift 1707 med Ida Amalie Jönsius. Født 19/5 1689, død 25/5 1760.

Bluhme, Johannes Bartholomæus, 1681-1753, Hofpræst, er født 1. Nov. 1681 i Tønder, hvor Faderen, Christopher B., var Rektor; Moderen hed Cathrine Thomsen.

Han blev undervist af Faderen, til han 1700 tog til Universitetet i Rostock. Efter at have opholdt sig her i 2 Aar rejste han til Kjøbenhavn for at øve sig i det danske Sprog, «som i Amtet Tønder til gejstlige Betjeninger er højst fornødent».

Professor Fecht i Rostock havde anbefalet ham til den lærde Joh. Brunsmann, Præst ved Vartov og Forfatter af «Kjøge Huskors». Denne tog sig ogsaa af ham og flyede ham bl. a. Speners og Franckes Skrifter.

I Kjøbenhavn tog han Attestats og prædikede første Gang paa Dansk.

Efter et Ophold i Tønder drog han 1704 til Kiel, hvorfra Faderen det næste Foraar maatte hente ham syg hjem. Han laa i 17 Uger mellem Liv og Død; i denne Korsets Skole lærte Gud ham mere til hans Sjæls Salighed, end han havde
lært paa Universitetet.

-- Efter en Prøveprædiken valgtes han 1707 til Præst i Borne (paa Tysk Bohren) i Angel, og «efter en og anden Vanskelighed» blev han ordineret af Generalsuperintendent Dr. Muhlius.

Samme Aar ægtede han Ida Amalie, Datter af Pastor Georg Jønsius i Borne.

Efter at han havde afslaaet flere Kaldelser, blev han 1728 første Præst ved Mariekirken i Rensborg. Men Aaret efte hørte Frederik IV ham her, hvorefter han stævnedes til Odense for atter at prædike for Kongen, som derpaa kaldte ham til tysk Hofprædikant i Steden for Conradi.

Da Christian VI 1733 afskedigede sin Konfessionarius J. Frauen, fik B. hans Embede, men ikke Titelen.

B. tilhører helt den halleske Skole og maa anses for en ægte Discipel af Spener og Francke. Samtidig med at han kaldedes til Konfessionarius, kom Grev Zinsendorf til Kjøbenhavn og fremkaldte den stærke religiøse Bevægelse, der udmærker dette Tidsrum.

B. sluttede sig helt til den, og ved sit nære Forhold til Kongen fik han den største Indflydelse paa de Foranstaltninger,
hvorved denne søgte dels at lede Opvækkelsen, dels at dæmme for den, naar den brød ud i Separatisme.

Kongen raadførte sig i disse Sager bestandig med B., hvem han ærede og elskede som en Fader. Denne har ofte søgt at formilde Kongen, naar han fandt, at dennes Vrede gik for vidt.

Det er et Træk, som kun kan hædre en Konfessionarius, at han havde Mod til at formane Kongen til en mildere Fremgangsmaade mod hans Faders Enke, Anna Sophie (Reventlow); thi dette var ganske vist at røre ved et ømt Sted.

Ligeledes bad han for sin afskedigede Formand, at Kongen vilde tilgive ham, uagtet han netop var bleven fjærnet for sine utilbørlige Prædikener mod Pietisterne.

Endelig fandt ogsaa den haardt forurettede Orlogskapitajn Fr. Lütken en Talsmand i ham, saa Liitken, der var afskediget uden Pension, fik en ny Ansættelse.

I Aaret 1735 blev J. L. Holstein, der tilhørte den pietistiske Retning, Oversekretær i det danske Kancelli, og fra nu af fik B. Indflydelse paa mange offentlige Foranstaltninger.

Allerede tidligere havde han bevirket, at der ansattes Kateketer ved de kjøbenhavnske Kirker.

Efter at Kongens forrige Lærer, Konferensraad J. W. Schrøder, havde gjort Forslag til Konfirmationens Indførelse, blev det overdraget ham og B. at udarbejde Anordningen derom 1736.

Da General-Kirkeinspektionskollegiet blev oprettet 1737, blev han et indflydelsesrigt Medlem af det, ligesom han havde Sæde baade i den forberedende og den endelige Kommission, der udarbejdede Anordningen for Almueskole væsenet i Danmark og Norge af 1739, men som tillige det følgende Aar maatte tilraade at indskrænke disse Anordninger væsentlig, da de Forudsætninger, hvorpaa de vare byggede, ikke holdt Stik.

Som Medlem af General-Kirkeinspektionen maatte B. deltage i de Bestræbelser, som især efter 1740 gjordes for at standse de separatistiske Bevægelser, der udbrøde baade i Danmark, Norge og Holsten.

Medens Biskop Hersleb arbejdede ivrig for at sætte Skranker for disse, modsatte B. sig de dertil sigtende Foranstaltninger saa længe som muligt; det var hans Overbevisning, at det var Uret at anvende verdslig Tvang i aandelige Sager, og at Separatisterne vel maatte lade sig tale til Rette, naar Præsterne kun anvendte Flid og Omhu nok herpaa.

Men netop denne Forudsætning bristede bestandig. Separatismen optraadte i mere og mere uhyggelige Former, og det viste sig nødvendigt enten at tilstaa en virkelig Religionsfrihed, hvad ingen, heller ikke B., tænkte paa, eller at lade Statsmagten træde til for at opretholde Kirkens Enhed.

B. gik derfor til sidst, om end kun modstræbende, ind paa de ovenfor omtalte Foranstaltninger, der ogsaa ganske rigtig kom til at betegne Slutningen af den pietistiske eller, som den maaske rettere burde kaldes, herrnhutiske Bevægelse.

B. er kommet til at staa for Eftertiden som en Inkarnation af Bigotteri, næsten som Christian VI's onde Aand, der fik Skyld for hele det pietistiske Præg, denne Konge yndede at paatrykke Folket, og der er Vidnesbyrd nok om, at hans samtidige heller ikke have set paa ham med venlige Øjne.

I hvad der her er meddelt om ham, vil der ikke findes nogen Grund til at fælde en saadan Dom over ham. Men den
store Indflydelse, han udøvede, var i en mærkelig Grad underjordisk; den føltes alle Vegne, uden at han selv fremtraadte, hverken for at kræve Æren eller for at bære Ansvaret for, hvad der skete.

Han var en Mand, der nok ønskede at have Indflydelse, men som ikke brød sig om at have den Stilling, som svarede dertil.

Derfor blev han heller aldrig virkelig Konfessionarius, men nøjedes i en Tid, da Rangsygen ellers grasserede saa stærkt, med en Hofprædikants Rang. Saa priseligt nu end dette kunde være, var det ikke saa underligt, at det vakte Misfornøjelse, at en Mand, der hverken ved sin Stilling var berettiget dertil, eller som traadte frem for at bære Ansvaret, havde den største Indflydelse paa Afgjørelsen af alle kirkelige Sager.

Naar Kongen i de bevægede Aar 1732-34 ofte sendte Kancelliet egenhændige Kladder til de Reskripter, der skulde udfærdiges, mente man, formodentlig med rette, at B. stod bag ved; det samme var Tilfældet, da Pietismens uforsonlige Modstander, Præsten ved Nicolai Kirke, H. Mossin, dømtes fra sit Embede, og ved mange andre Lejligheder; men en saadan Indflydelse maatte være saa meget betænkeligere, som Christian VI var en mistænksom Mand, der gjærne ad Omveje vilde skaffe sig Underretning om Personer og Forhold.

Dertil kom, at B. fremfor alt var Kongens Raadgiver ved Embedsbesættelser, og her er det utvivlsomt, baade at han er optraadt som en ensidig Partimand, der foretrak Pietister ved enhver Lejlighed, og at han ikke har haft Menneskekundskab nok til at bedømme, hvor Fromheden var oprigtig, og hvor den var en Kappe, der kunde vendes efter Hofvinden, ligesom de Mænd, der paa hans Anbefaling bleve ansatte, langtfra altid gjorde Fyldest i Embederne.

Men selv om han, hvad der sikkert som oftest var Tilfældet, anbefalede værdige og dygtige Kandidater, paadrog han sig alle deres Uvilje, der med eller uden hans Skyld bleve tilsidesatte.

Det var en af Kirkekollegiets Tanker at danne et Seminarium theologicum, det vil sige en Fortegnelse over værdige Kandidater; den blev aldrig udført officielt; men i Virkeligheden har B. haft en saadan Fortegnelse, og det var ikke til Skade for dem, der stode paa hans Liste.

Da Christian VI laa for Døden paa Hirschholm, sendtes der Bud efter B.; men Kongen var død, før han naaede Slottet.

I den Ligtale, han holdt over ham, har han sat ham et smukt Minde.

-- Under Frederik V blev hans Stilling i det udvortes uforandret; han vedblev endog, i det mindste en Tid, at give Kongen Kandidatlister; men efterhaanden maatte han miste sin Indflydelse.

Han døde 26. Okt. 1753.

Af Skrifter har han kun efterladt en Disputats og to Klageprædikener over Christian VI og Dronning Louise.

Zwergius, Siellandske Clerisie S. 800 ff. J. Møller, Mnemosyne IV.

L. Koch, Kong Kristian VI S. 144 ff. o. fl. St.

L. Koch.

Dansk Biografisk Lexikon

Kilder

Beskrivelse	Side	Kvalitet	Information	Bevis
Kirsten Ravn Jörgensen		Ved ikke	Ved ikke	Ved ikke

Medier

Billeder

Johannes Barthomolæus Christophersen Bluhme