English

* * * * *

Rytlig.dk

Page
Menu
News
Hjem > Synspunkter > Klip og kommentarer > Står det til venstrefløjen, burde de fleste skamme sig over sig selv

* * * * *

Står det til venstrefløjen, burde de fleste skamme sig over sig selv

Af: Ansvarshavende Chefredaktør Tom Jensen, Berlingske, 30. august 2020

 

Alle kan smittes af intolerance. Alle har vi sikkert taget os selv i at være intolerante på den mest underskudsagtige måde. Det er sjældent, man ser godt ud i spejlet bagefter. Så lærer man af det.

I mange år var højrefløjsintolerancen på anklagebænken. I kronikker blev der sukket efter »anstændige borgerlige«. Dansk Folkeparti var i nogles øjne ikke stuerene, og folk som Carsten Jensen kaldte personer, der ikke mente det samme som ham selv om udlændingepolitikken, for »kældermennesker«.

I virkeligheden var anklagerne mindst lige så intolerante som den højrefløj, de anklagede. Udlændingedebatten var nødvendig, omend til tider harsk, og dele af venstrefløjen, herunder regeringen, har da også overtaget det meste af den stramme udlændingeretorik.

Venstrefløjsintolerancen er nøjagtigt lige så ubehagelig, som venstrefløjen har anklaget højrefløjen for at være de seneste 20 år. Vi kan således nu konstatere, at en uskøn kombination af den identitetspolitiske venstrefløj og den nye gammelsocialdemokratiske mainstream har skabt nye kataloger af fjendebilleder. Her er blot nogle af de fredløse, som forskellige intolerante dele af venstrefløjen har udpeget som genstande for evig udskamning:

Den hvide mand. Han er privilegeret, og bør følgelig holde sin kæft, også selv om han bor i et klubværelse i Nordvest, drikker Fine Festival til morgenmad og aldrig har haft et arbejde eller et kærlighedsforhold, bortset fra den platoniske relation til sin aldrende schæferhund. Alt det kan ikke dække over, at han i virkeligheden troner uantastet i toppen af hierarkiet i et patriarkalsk og strukturelt racistisk og sexistisk system.

Den bankansatte. Uanset om du er direktør eller almindelig funktionær, er du som bankansat en del af den økonomiske ondskabs akse, hvorfor du forventes endelig at bidrage i stedet for at lægge fællesskabet til last. Du skal betale ved kasse 1, gå ned i løn, skamme dig og gå hjem i seng.

Den ikke-racialiserede. Hun skal gå bagerst i Black Lives Matter-demonstrationen og i den alternative Nørrebro Pride, for hun er blevet indsat i et nøje defineret undertrykkelseshierarki, og hun skal ikke komme her og påstå, at hun faktisk tilhører det oprindelige folk her i Danmark, for 'oprindelige folk' er et globalt begreb, der kan bruges efter forgodtbefindende, uanset hvor man befinder sig i verden.

Dem i "de bløde kontorstole". Socialminister Astrid Krag meddelte på Facebook i denne uge, at det efter hendes mening er tid til, at dem »i de bløde kontorstole« holder op med at klynke og giver lidt igen, så Arne kan få sin pension. Dermed udskammede hun den betragtelige del af den danske befolkning, der i forvejen arbejder mest og betaler mest i skat. Hvor kommer den slags foragt fra? Fra ikke selv at kende til arbejdsmarkedet?

'Karen'. Den helt almindelige midaldrende kvinde, som bare har levet sit liv og måske kæmpet for kønnenes ligestilling for kvinder, er nu blevet til en 'Karen', det vrængende begreb for en vred og racistisk ældre kvinde, man kan slynge i hovedet på andre, der ikke opfører sig korrekt ifølge tidens identitetspolitiske idealer. Overhovedet at insistere på at betegne sig som en kvinde er en ugerning, der kaldes øjeblikkeligt på sociale medier af yderligtgående identitetspolitiske aktivister. Spørg bare J.K. Rowling.

Erhvervslivet. Ifølge regeringen og dens røde støttepartier er erhvervslivet en nærmest myteomspundet verden, hvor der i almindelighed snyltes på fællesskabet, og hvor man til stadighed ikke overholder en udefinerbar samfundskontrakt, der tilsyneladende rækker langt ud over det, at en virksomhed skaber arbejdspladser, betaler skat, opfører sig ordentligt over for sine ansatte og ikke forurener. Senest har regeringen opfundet udtrykket ‘samfundsbidrag’ som synonym for skattebetaling, særligt om de særskatter, der pålægges sektorer, som man i særlig grad mener fortjener udhængning.

Tidligere generationer. Vores fælles fortid og forfædre er ikke noget eller nogen, vi skal dyrke, være stolte over, bygge videre på eller blive klogere af. Vi skal skamme os over fortidens synder og forbrydelser og i stedet sole os i vores egen ophøjede moralisme, der tillader os at afvise alt og alle, der gik forud. Holberg. Købte han ikke en aktie i et firma, der brugte slaver? Fnys! – ned med den statue! 

Og er du boomer, dvs. født før 1964, er du pr. automatik en del af problemet, ikke af løsningen. Ok, boomer?

Kultureliten. Håndbold er lige så fint som ballet og andre kunstformer, messer regeringens kulturpolitikere. Hvorfor de har behov for at gentage det i det uendelige, kan man undre sig over, for der er vel ikke nogen, som har ment, at der er noget i vejen med håndbold. Men sandheden er, at regeringen midt i sin arbejderromantisering á la 1950erne har købt, indadopteret og fortsat den foragt for ‘elitens kultur’, som Henrik Sass Larsen lancerede, da han endnu var aktiv i politik. ‘Kultureliten’ skal ned med nakken, og det er en politik, som føres konsekvent igennem under coronakrisen i form af kulturministerens arrogante ligegyldighed over for kulturlivets truende kollaps.

De rige og privilegerede. Her flyder venstrefløjsstrømningernes foragt sammen. Den identitetspolitiske venstrefløj og den nationale arbejderisme går arm i arm i foragten for dem, der har. Godt nok er de forudsætningen for, at f.eks. velfærdssamfundet hænger økonomisk sammen, men det er lige meget. De må indse, mener den nye intolerante venstrefløj, at de selv er helt blinde over for, hvor skadevoldende de er.

 

« forrige top næste »

Powered by CMSimple | Template: ge-webdesign.de |