English

* * * * *

Rytlig.dk

Page
Menu
News

* * * * *

Grisen

På et sygehus i Norge blev et billede af en gris fjernet »af hensyn til en patient«, som det stod i en avisnotits. Det fik den norske forfatter Lars Saabye Christensen til at digte videre og skrive novellen »Grisen« om det kulturmøde og den konflikt, der også ses i den aktuelle Muhammed-krise.

Den fjerde december 2003 blev Asbjørn Hall indlagt på et sygehus i Oslo til en tarmoperation, en temmelig ubehagelig affære som ingen glæder sig til, men Asbjørn Hall var 78 år gammel og havde, når man så bort fra banale ting som forkølelse, tandpine og tømmermænd, aldrig været syg, og derfor stod det ham klart at det her ikke var andet end hvad han kunne forvente, ikke fordi han regnede det for en straf efter et langt og gudløst liv, nej, Asbjørn Hall var ikke metafysisk anlagt, det var ren natur. De måtte bare se at få gravet skidtet ud af ham mens han var bevidstløs nok, sy røven sammen på ham igen og sende ham hjem så hurtigt som muligt med en pose på maven, fire æsker smertestillende og en brugsanvisning.

Asbjørn Hall beklagede sig ikke.

Han havde aldrig beklaget sig.

I tre døgn lå han alene på en tosengsstue og blev passet efter alle kunstens regler af tre sygeplejere, Marte, Gunn og Trond. De var alle sammen yngre end hans eneste barn. Han kunne bedst lide Marte. Hun var den yngste og sagde tingene som de var.

Og om aftenen lyttede han til julesangene derude.

Men det han satte mest pris på, var tegningen på væggen, en barnetegning var det, af en munter gris i glas og ramme lige foran ham.

Asbjørn Hall kunne ligge i timevis og se på den tegning. Han blev simpelt hen i godt humør af den, der skulle ikke så meget til, måtte han indrømme, han var ikke svær at underholde for tiden, men der var noget ved den gris, der havde en ekstra krølle på halen, der gjorde ham medgørlig og let til sinds, og derfor også i stand til at glemme, at hans chancer for at overleve indgrebet, alderen taget i betragtning, var lige så små, eller lige så store, som de var for at han skulle dø.

Måske var det bare sin egen barndom han pludselig skimtede et sted i de simple streger.

Bliv nu ikke sentimental, tænkte Asbjørn Hall.

Så var tiden inde.

Den fjerde morgen, klokken 07.30, blev Asbjørn Hall trillet ind på operationsstuen hvor de masede med ham i otte timer. Bagefter lå han et døgn på intensivafdelingen, i en klinisk, hvid og drømmeløs søvn, inden han endelig kunne vågne op på tosengsstuen igen.

Da var han ikke længere alene. Der stod et skærmbræt mellem sengene, og på den anden side hørte han lave stemmer, mænd, der talte hurtigt på et fremmed sprog, som han gik ud fra var pakistansk, urdu.

Men det var ikke det der optog Asbjørn Halls tanker. Han havde ikke noget imod at få lidt selskab.
Og han tænkte heller ikke så meget på at hans krop var øm og stiv som om han var blevet syet for stramt sammen.

Det var noget helt andet der undrede ham.

Billedet på væggen var borte.

Hans gris hang der ikke mere.

Det eneste der var tilbage, var krogen den havde hængt på.

Og Asbjørn Hall, der aldrig havde haft for vane at beklage sig, tværtimod havde han bidt det meste i sig og havde heller aldrig brudt sig om at bede folk om at gøre sig en tjeneste, trak hårdt i den hvide snor, lampen lyste rødt over døren, og straks efter kom en af sygeplejerskerne, hende der hed Marte.

Hun smilede da hun så at Asbjørn Hall allerede sad op i sengen.

– Har du savnet mig så meget? sagde Marte.

Hun smilede og fyldte mere saftevand i hans glas.

– Hvor er billedet? spurgte Asbjørn Hall.

– Billedet? Hvad for et billede?

Hun puffede ham forsigtigt ned i sengen igen og rettede lidt på dynen.

Asbjørn Hall pegede.

– Billedet der hang der. Af grisen. Hvor er det?

Men nu blev Marte undvigende.

– Det skal vi ikke tænke på nu, Asbjørn. Det vigtigste er at operationen er gået godt og at du er i topform.

– Hvor er grisen? gentog Asbjørn Hall.

Marte fugtede hans læber med en vattot og rettede sig op.

– Der er stuegang om en time, sagde hun.

Og Marte gik.

Lidt efter forlod også den pakistanske familie stuen, tre mænd med åbentstående hvide skjorter, og tre kvinder, sandsynligvis moderen og to døtre, alle dækkede af sorte tørklæder.

Der blev helt stille.

Asbjørn Hall hørte ikke en lyd fra den anden side af skærmbrættet.

Han syntes det var lidt ubehageligt, når de nu var to.

Til sidst sagde han, højt:

– Mit navn er Asbjørn Hall.

Der var længe stille.

Så sagde Asbjørn Hall:

– Velkommen til. Jeg er netop blevet opereret i enden. Hvad er der i vejen med Dem?

Heller ikke nu var der nogen der svarede. Måske forstod den nye patient ikke norsk, eller måske ville han simpelt hen bare være i fred, det kunne også være at han lå og sov, bedøvet af en masse piller.

Asbjørn Hall ville i hvert fald under ingen omstændigheder trænge sig på, hvis det var sådan landet lå.
Desuden havde han andet at tænke på.

Han lukkede øjnene og tænkte på grisen.

To timer efter kom lægen.

Den unge, ligefremme læge kiggede på Asbjørn Hall både foran og bagtil, og da han endelig var færdig, satte han sig på sengekanten og blev kammeratlig.

– Nu kan du saftsuseme spise gule ærter og drikke brændevin så meget du vil, sagde han.

– Tak.

– Og hvordan står det ellers til?

– Jeg er meget utilfreds.

– Vi er på en måde kolleger, Asbjørn.

– Hvordan mener De?

– Med nål og tråd. Er du ikke skrædder?

– Jeg arbejdede kun på kundens yderside.

– Det har du jo ret i. Utilfreds med hvad?

– Der er fjernet et billede herfra, sagde Asbjørn Hall.

– Ja, en af sygeplejerskerne nævnte vist noget om det.

– Og jeg vil gerne have billedet tilbage. Så hurtigt som muligt.

Den unge, og nu så friskfyragtige mand, der i nogle timer havde holdt resten af Asbjørn Halls liv i sine hænder, så længe på ham.

– Er du meget interesseret i kunst? spurgte han til sidst.

Asbjørn Hall blev et øjeblik sat i dyb forlegenhed, og det gjorde ham rasende, for han kunne ikke påberåbe sig andet og mere end at det lille billede havde vakt noget i ham, hvad enten det så var glæde, et minde eller måske trøst det havde givet ham, og han sagde det præcis som det var.

– Jeg havde stor fornøjelse af den gris, sagde Asbjørn Hall.

Lægen bladede i sine papirer.

– Du skal ikke være her mere end tre dage til. Så længe kan du vel klare dig uden en gris, ikke?
Asbjørn Hall lo ikke.

– Jeg vil helst forlade stuen i samme stand som jeg forefandt den i, sagde han.

Lægen sukkede ekstra dybt og rejste sig.

– Vi skal se hvad vi kan gøre.

Stuegangen fortsatte.

Og Asbjørn Hall ventede.

Der skete ingenting. Han stirrede bare på den tomme plet lige foran sig og på den stumpe, skæve krog. Der var stadig stille på den anden side af skærmbrættet som om vedkommende der lå der, allerede var død. Det blev nat. Men Asbjørn Hall kunne overhovedet ikke sove og måtte trygle om en pille til. Da han vågnede næste morgen, hang der et andet billede på væggen.

Det var en elg i solnedgang.

Denne elg, der stod ved en sø langt inde i en skov og løftede geviret mod det sidste lys, var hverken til trøst eller glæde, den var snarere en reproduceret hån der mindede Asbjørn Hall, den gamle skrædder, om hans egen skrøbelighed, om livets dårlige smag når enden nærmer sig.

Han trak i snoren, og heldigvis var det Marte der kom.

Hun så straks bekymret på ham.

– Har du sovet dårligt i nat, Asbjørn?

– Se, sagde han.

Marte vendte sig om mod elgen og rystede længe på hovedet.

– Den er helt utroligt grim, hviskede hun.

– Hvorfor hængte de ikke grisen op i stedet for? spurgte Asbjørn Hall.

Marte satte sig på sengekanten og gav ham lidt saftevand.

– Du er vist lidt af et vanemenneske, hvad?

Asbjørn Hall tog hendes hånd og holdt den fast.

– Ja, selvfølgelig er jeg et vanemenneske!

– Men du må ikke blive et uvanemenneske, Asbjørn.

– Nu skal du ikke også begynde! Er der ikke nogen der vil være så venlig at fortælle mig hvad der er sket med grisen!

– Ssh! Aslam sover.

– Hvem?

Marte nikkede mod skærmbrættet.

– Din kammerat.

– Han er ikke min kammerat.

– Han er meget gammel og syg.

– Det er jeg også.

– Du er meget gammel og rask. Han skal opereres i dag.

– Og hvad så?

Marte sad en tid tavs mens hun lirkede sin hånd ud af hans.

– Det var hans familie der bad om at få grisen fjernet.

Asbjørn Hall trak Marte nærmere.

– Hvorfor det?

Nu talte hun endnu lavere.

– De er muslimer, du ved.

De vendte sig begge mod skærmbrættet hvor der var lige så stille som før.

– Men der var ingen der spurgte mig, hviskede Asbjørn Hall.

– Det står i deres bog. Det med grise.

Og her blev det for meget for Asbjørn Hall. Det var dråben der fik bægeret til at flyde over, som det hedder. Og mens det flød over, greb han atter Martes hånd.

– Må jeg bede om to ting?

Marte nikkede.

– At du øjeblikkelig fjerner elgen og kommer med en telefon til mig.

– Så bliver du nødt til at give slip på mig først.

Asbjørn Hall gav slip på hende og Marte tog elgen med og kom tilbage med en telefon. Sådan en havde han ikke brugt før, og hun måtte lære ham hvordan den virkede. Han vidste hvem han skulle ringe til, men han anede ikke hvilket nummer han skulle taste, og han blev fyldt af fortvivlelse, fortvivlelse og forlegenhed og modvilje, han tabte telefonen ned på gulvet, og nu ville han lige så gerne afgå ved døden og stedes til hvile i al stilhed, det ville være det bedste.

Marte samlede telefonen op.

– Hvad er der, Asbjørn? Har du det dårligt?

Ja, Asbjørn Hall havde det dårligt, dårligere end han længe havde haft det.

– Vil du finde nummeret på en Mona Hoff?

– Mona Hoff? Sågerne. Tør jeg spørge hvem det er?

Marte smilede skælmsk til ham mens hun ringede til oplysningen.

– Det er min nærmeste pårørende.

– Pårørende? Vi vidste ikke at du havde nogen pårørende?

– Jeg kan ikke lide at være til besvær, sagde Asbjørn Hall.

Marte talte ned i røret, tastede et nyt nummer og rakte ham telefonen.

Og pludselig var hun der.

– Det er Mona Hoff.

Asbjørn Hall var nødt til at skifte hånd, han var ikke vant til de hersens apparater, han var ikke vant til at høre hendes stemme, og hun gentog utålmodigt, næsten aggressivt, sit efternavn, hun havde ikke tid til at vente, alting lignede med andre ord sig selv.

– Det er Mona Hoff. Hvem taler jeg med?

– Asbjørn.

– Hvem?

– Din far.

Der blev stille, ikke længe, blot de sekunder det tager at tage en indånding, lukke øjnene og åbne dem igen.

– Hej far.

– Hej.

– Hvor ringer du fra? Det her er ikke dit nummer.

– Det er sygehusets.

Asbjørn Hall så over mod Marte, der stod ved den nøgne væg og nikkede mens hun lod som om hun ikke lyttede.

– Er du på sygehuset, far?

– Det er jeg åbenbart.

– Hvorfor i himlens navn har du ikke sagt noget om det?

Det var hende der anklagede ham.

– Lejligheden bød sig ikke, sagde han.

– Jeg er ikke i humør til at skændes nu, far.

– Jeg skændes ikke.

– Det er forhåbentlig ikke noget alvorligt?

– Kan du ikke hellere komme herop?

– Jeg kommer så hurtigt jeg kan.

Hun afbrød forbindelsen, og Asbjørn Hall rakte telefonen til Marte.

– Hun kommer så hurtigt hun kan, sagde han.

– Det var godt.

– Ja, ikke? Hun kunne være din mor.

Marte lo.

– Hvad laver din datter?

– Hun er advokat. Hun kommer snart.

Og Asbjørn Hall ventede. Og mens han ventede på sin datter, fandt han et stykke papir og en blyant i natbordsskuffen og begyndte at tegne en gris, han tegnede forsigtigt, med en gammel mands hånd, der endnu ikke rystede, den var sikker som før i tiden, men alligevel blev stregerne ujævne og skrå, de hang næsten ikke sammen, og hele hans liv foldede sig ud for ham i et øjebliks voldsom, næsten smertefuld klarhed, og Asbjørn Hall, denne gudløse og beskedne kyniker, lagde sig ned i sengen, vendte ryggen til skærmbrættet og græd.

Hun kom fem timer efter.

Mona Hoff var høj, hurtig, som om der ingen tid var at spilde nogen steder, men han så også at hun var blevet ældre, hun var i den alder hvor man pludselig bliver ældre, trækkene var ikke længere bløde, sporene blev tydeligere, hun lignede sin mor, det kunne han ikke nægte, hans datter lignede mere og mere sin mor dengang hun også nærmede sig de halvtreds og samlede alle sine kræfter og al sin tid, desværre til ingen nytte, datteren havde oven i købet taget blomster med, hun rystede sne af den lange, grå frakke og begyndte at snakke mens hun fyldte rummet.

– Jeg er ked af at jeg er forsinket, men et svin af en klient fortalte mig pludselig at han var skyldig, og den slags tager tid.

– Hvad har han gjort?

– Slået sin kammerat ihjel under en tur på fjeldet.

– Var det da ikke godt?

– At han slog sin kammerat ihjel?

– Nej, at han indrømmede at han har gjort det.

– Jeg er ikke præst.

Mona Hoff satte vasen med roserne på natbordet, lænede sig ind over sengen og omfavnede sin far, der blev forvirret over den pludselige nærhed, hendes kind var fugtig og varm og skuldrene spidse under den våde frakke.

– Det er ikke din medfølelse jeg har brug for, sagde Asbjørn Hall.

Hun slap ham øjeblikkelig og lignede atter sig selv.

– Du har vist ikke forandret dig ret meget, sagde hun.

Han prøvede at få fat i hendes hånd.

– Jeg har brug for din hjælp.

– Hvad mener du?

– Jeg har brug for en advokat, sagde Asbjørn Hall.

Her blev de afbrudt.

Et helt følge masede ind på stuen, denne gang endnu flere, der var ikke plads til dem alle, og de stillede sig bag skærmbrættet, derpå fulgte tre sygeplejersker, de måtte bane sig vej gennem mængden, og Aslam, som Marte havde kaldt ham, blev trillet ud og hen til operationsstuen, fulgt på vej af familie, venner, børn, imamer, naboer, gæster og gud ved hvem, en stor og trøstende klagesang der fjernede sig ned gennem korridoren og til sidst forsvandt i den norske anæstesi.

Mona Hoff stod med ryggen til.

– Har du brug for en advokat?

– Ja.

– Det er med andre ord ikke mig du har brug for?

– Du er jo advokat.

Hun sukkede og vendte sig atter om mod sin far.

– Har du lavet et eller andet? Eller har lægerne begået en fejl?

Asbjørn Hall rystede på hovedet og løftede hånden.

– Der hang en børnetegning af en gris på væggen. Sygehuset har pillet den ned. Du skal få dem til at hænge den op igen.

Mona Hoff så længe på ham.

– En gris?

– Ja. En gris. De tog den ned af hensyn til den anden patient.

– Pakistaneren?

– Ja. Jeg vil have at du skal påtage dig sagen.

– Sagen? Der er ingen sag, far.

– Jo. Det er der. For mig er det her en stor sag. Jeg vil have den gris op på væggen igen.

Hun gentog, i et noget mere hvast tonefald:

– Der er ingen sag.

– Og i mellemtiden skal du hænge den her op.

Asbjørn Hall gav hende den lille tegning som han havde lavet. Hun så på den og sukkede.

– Hvad er nu det her for noget, far?

– Det kan du jo se. En gris.

– Er det dit ramme alvor?

– Åh, du mener om jeg er rigtig vel forvaret?

– Det har jeg ikke sagt.

– Vil du ikke godt bare for én gangs skyld gøre som jeg siger, sagde Asbjørn Hall.

Mona Hoff tøvede, det plejede hun ikke at gøre, men det klædte hende, inden hun stak papiret på krogen.

– Er du så tilfreds?

– Ikke rigtig. Du skal få fat på originalen.

De blev atter afbrudt. En af mændene, sandsynligvis sønnen, kom tilbage for at hente noget han åbenbart havde glemt. Og på vejen ud, med en bog i hånden, standsede han ved tegningen på væggen. Han havde et sort, kortklippet skæg, var i mørkt jakkesæt og hvid skjorte og gik med tykke, runde briller. Så rev han tegningen ned fra væggen og krøllede den sammen.

Mona Hoff vendte sig smilende om mod sin far.

– Nu har vi en sag.

Og hurtigt vendte hun sig om mod manden igen.

– Hvad er det du gør?

Manden stod tavs et øjeblik som om han først opdagede dem nu.

– Jeg fjernede billedet her.

Han viste dem papiret, bukkede høfligt og ville gå.

Det ville Mona Hoff ikke lade ham gøre.

Hun holdt ham tilbage.

– Det så jeg godt. At du fjernede billedet. Må jeg spørge hvorfor?

Manden rystede hendes hånd af sig og trak sig et par skridt tilbage.

– Af hensyn til min far.

– I så fald må jeg bede dig hænge billedet tilbage på nøjagtig samme sted som det hang før. Af hensyn til min far.

Mona Hoff pegede på den tomme krog.

Manden blev utålmodig. Han var høflig og utålmodig.

– Jeg tror ikke rigtig du forstår hvad jeg mener.

– Jeg forstår hvad du gør. Du fjerner et billede af hensyn til din far. Og så vidt jeg kan forstå, er det ikke første gang det sker.

– Min far er meget syg. Han er ved at blive opereret nu.

– Hvilken ret giver det dig til at fjerne billeder fra væggene? Min far er også meget syg.

Manden løftede det sammenkrøllede ark igen.

– Min far vil finde tegningen meget ubehagelig. Alle finder den meget ubehagelig.

– Hvem er alle?

– Det er os.

Mona Hoff åndede ud.

– Og alt hvad I synes er ubehageligt, vil I fjerne?

– Vi må jo tage hensyn til hinanden, ikke?

– Hvilke hensyn tager du?

– Hvad mener du?

– Det er dig der river noget ned som allerede hænger her.

– Er en nøgen væg trods alt ikke bedre for alle?

– Hvorfor skal dit ubehag veje tungere end en andens glæde over den samme tegning?

Manden rettede på brillerne og lagde hænderne på ryggen.

– Skal vi da leve med vores ubehag?

– Ja.

– Ja?

– Det er omkostningen ved det moderne, civiliserede samfund. Ubehaget.

– Så er det ikke længere et civiliseret samfund.

– Jo. Vores overbærenhed er en dyd. Uden overbærenhed vil alting falde fra hinanden. Overbærenheden er den lim der holder sammen på det civiliserede samfund.

Manden smilede til hende.

– Men hvorfor er du så ikke overbærende over for mig?

Og Asbjørn Hall lå i sin seng og fulgte med, det var ikke alle ordene han nåede at opfatte, men han hørte at hun talte på hans vegne, og noget sådant havde han aldrig tidligere oplevet, datteren blev hans advokat, og advokaten blev hans datter.

– Fordi du har brudt spillereglerne, sagde hun.

– Du mener dine spilleregler?

– Jeg mener alles spilleregler.

– Spilleregler kan forandres, kan de ikke?

Et øjeblik var Mona Hoff tavs.

Så tog hun et skridt hen mod manden, der tog et skridt tilbage.

– Dit ubehag er måske forståeligt nok, men dit krav er fuldstændig absurd. Du er autoritær og selvoptaget.

– Er fornærmelser også en dyd?

– Svar mig i stedet på hvad der bliver det næste?

– Det næste?

– Hvis du vil fjerne alt hvad der vækker dit mishag, vil du få nok at gøre. Hvad med julegrisene? Vil du sætte høje hegn op om de norske bondegårde? Og tænk på alle de marcipangrise du skal rende rundt og gemme.

– Jeg bærer over med din sarkasme.

– Og derfor beder jeg dig bare om at hænge tegningen op igen.

Nu var det manden der tog et skridt frem mod Mona Hoff.

– I hængte den kun op for at provokere.

– Provokere? Min far er dødssyg. Tror du han har tid til at provokere dig? Det er dig der provokerer os.

– Er der ikke noget der er helligt for dig?

– Jo. Den tegning du hev ned.

Her blev de afbrudt.

Det var sygehusdirektøren.

– Hvad foregår der her?

Stemmen var skarp og høj, og de vendte sig begge to straks om mod hende.

Hun var klædt i en rød dragt der virkede alt for stram, nærmest som om den var ubehagelig at have på.

– Hvad foregår der her? gentog hun.

Bag hende stod den unge læge sammen med Marte og de andre sygeplejersker.

– Jeg anklager sygehuset for at diskriminere min far, sagde Mona Hoff.

– Og hvori bunder den anklage? spurgte sygehusdirektøren.

– I fjerner billeder for at gøre nogle tilpas og genere andre.

– Genere? Er det ikke godt nok med en elg på væggen?

Manden rakte en hånd frem.

– Jeg er Aslams søn. Tak for alt hvad I har gjort. Og for alt det I gør lige nu. For min far.

Asbjørn Halls datter gik ind mellem dem og så sygehusdirektøren i øjnene.

– Mit navn er Mona Hoff. Og jeg repræsenterer min far. Han vil ganske enkelt have grisen op at hænge igen. Er det så svært?

Sygehusdirektøren så hende i øjnene.

– Her er der kun en ting der tæller. Og det må du også kunne forstå. At folk skal blive raske.

– For enhver pris?

– Ja.

– Og hvem skal så betale den pris?

Sneen dalede ned uden for vinduet.

Så sagde sygehusdirektøren:

– Det her må vi vende tilbage til i morgen. Besøgstiden er forbi.

De gik.

Dagen gik.

Det blev ved med at sne.

Asbjørn Hall lå vågen i mørket. Kun den blå kant om døren kunne ses, som en nødudgang. Og midt i stilheden blev alle lydene pludselige tydelige, hjul der rullede, gråd langt borte, hurtige og dog tunge skridt, sygehusets motorer, alt det der holdt det hele i gang.

Så hørte han pludselig noget andet.

– Grøn stær.

Stemmen kom fra den anden side af skærmbrættet, den talte langsomt og omstændeligt.

– Grøn stær? hviskede Asbjørn Hall.

– Vækkede jeg Dem?

– Jeg sov ikke.

– De spurgte hvad jeg fejlede. Jeg svarer nu. Grøn stær.

– Er det ikke en anden afdeling? Jeg har fået en tarmoperation.

– Der var kun plads til mig her.

Asbjørn Hall lå tavs en tid.

Så spurgte han:

– Gik operationen godt?

– Nej.

– Nej?

– Jeg er stadig blind.

Asbjørn Hall så over mod den nøgne væg der var usynlig.

– Det beklager jeg på det dybeste, sagde han.

– Men vil du gøre mig en tjeneste?

– Hvad?

– Vil du alligevel fortælle mig, hvad jeg ikke kan se?

Berlingske Tidende den 4. marts 2006

« forrige top næste »

Powered by CMSimple | Template: ge-webdesign.de |