English

* * * * *

Rytlig.dk

Page
Menu
News
Hjem > Synspunkter > Klip og kommentarer > En holdning til religion

* * * * *

En holdning til religion

Det er nuet, det gælder: Livet er lige foran os, hvis vi vil gribe det. Alt for mange mennesker ligger under for tidens tyranni og glemmer at være til stede i deres eget liv, siger præsten Johs. H. Christensen.

Scenen er som sat til en italiensk spillefilm i et typisk toscansk landskab med udsigt over grønne bakker, vinmarker og olivenlunde. På en stol på en terrasse sidder en midaldrende mand, urørligt, med blikket fæstnet på et punkt i det fjerne.

Det var her i forsommeren, Skovshovedpræsten Johs. H. Christensen undte sig selv den lykkestund bare at betragte det toscanske landskab i timevis.

Han synes, det moderne menneske har mistet evnen til bare at være til.

Vi er blevet oplevelsesnarkomaner, der har mistet evnen til at slappe af, selv når vi har ferie. Vi må hele tiden ud og jagte nye oplevelser. Tiden skal fyldes ud, for at vi kan føle os betydningsfulde.

»Man skal unde sig selv den luksus at sætte sig ned og bare glo. Finde et naturskønt sted og bare betragte det i timevis. Kan man synke hen i henrykkelse over nogets skønhed, så har man tiden i sig som en lykke og ikke som et tyranni,« siger Johs. H. Christensen.


Tiden går igen i salmer og i skriftsteder.
Når Grundtvig i salmen »Morgenstund har guld i mund« skriver: »Gå da frit, enhver til sit,« er det ifølge Johs. H. Christensen ensbetydende med, at vi skal møde tidens gang med åbent sind. Vi skal tage de udfordringer, som livet byder os.

Når Jesus siger: »I skal ikke bekymre jer om dagen i morgen, for hver dag har nok i sin plage«, opfordrer han os i virkeligheden til at leve i nuet og være tilstede der, hvor vi er sat til at være.


Bevidst om at dø
»Livet er jo lige foran os, hvis vi vil gribe det. Findes der noget vigtigere end dit barns lille, bolsjefedtede hånd i din? Kun ved at være tilstede i nuet, ved at være i tiden, får livet mening og indhold.«

»Hvordan lærer vi den ydmyghed? Den ydmyghed, der gør os i stand til at være tilstede i vores eget liv, frem for at stresse af sted efter dyre huse, hurtige biler, designertøj og eksotiske ferierejser?« spørger Johs. H. Christensen og svarer selv:

»Den ydmyghed opnår vi først den dag, vi bliver bevidste om, at vi skal dø. Det ved vi selvfølgelig godt på et eller andet abstrakt plan. Men som Bodil Kjer synger i filmen »Mød mig på Cassiopeia«, så er hver af os bare et fnug mellem himmel og jord. Og i det øjeblik vi erkender vores egen dødelighed - vores ubetydelighed i det store alt - i det øjeblik bliver vi i stand til at glemme os selv.

Når vi glemmer os selv og vore egne egoistiske behov, bliver vi i stand til at åbne os mod verden. Det er i disse oplevelser, det evige liv ligger,« siger Johs. H. Christensen. 

For ham er evigt liv ikke ensbetydende med universets uendelighed og den store tidløshed. 

Evigheden er de øjeblikke, hvor tiden går i stå, fordi den får tæthed og fylde. Evigheden findes i kærligheden, i mødet med forårets første anemone, i det intense samvær med dit barn.

Det er præstens erfaring, at mennesker, der ved med sig selv, at deres tid på jorden er knap, får skærpet deres sanser. 

»Nu vil de opdage deres omgivelser i fulde drag og ikke haste forbi de duftende rosenbuske, som de aldrig før har tilladt sig at standse ved.«


Tiden efterlader sår
Man siger også, at tiden læger alle sår.

»Det er ikke rigtigt. Der vil altid være et ar,« siger Johs. H. Christensen, der selv mistede sin far som 22-årig tilbage i 1965.

»Min far har f.eks. aldrig set min datter, og indimellem går et strejf af kulde helt ind i min sjæl, når jeg tænker på de ting, han og jeg aldrig fik oplevet sammen.

I det øjeblik, nogen dør, rammes de efterladte af fortvivlelse, ensomhed og desperation. I begyndelsen er man syg af savn efter den afdøde. Med tiden bliver det til et stille, inderligt savn, som efterhånden afløses af en mild melankoli, man kan rammes af resten af sit liv«.

Johs. H. Christensens eneste problem med sin egen død er, at der bliver kortere til den med alderen.

»Det er ikke den tidsmængde, man får her på jorden, der er afgørende for, om man får et godt liv. Mange store digtere og komponister er døde ganske unge, tænk bare på Mozart og Kierkegaard, men deres liv havde megen mere fylde og lidenskab end manges, som måske opnår at blive 100 år. Der er mennesker, der lever så intenst og selvforbrændende, at de lever et helt liv på en talmæssigt kort årrække.«

Selv er Johs. H. Christensen med alderen blevet mere opmærksom på, at det gælder om ikke at spilde sin tid.

»Da man var ung, kunne man godt bruge en dags tid på at have tømmermænd efter en munter aften i byen. Det har man ikke tid til mere«, siger Johs. H. Christensen, som selv er 61 år.

»Vi vokser hele tiden umærkeligt fra ét livsstadie til et andet. Tiden afmærkes i vores ansigt, på vores krop og i vore erindringer.

Men tiden behøver ikke ændre vore følelser. De kan i forhold til bestemte personer holdes intakte livet igennem.

Hvis et ægteskab er lykkeligt, vil ægtemanden synes, at hans guldbrud er lige så smuk som den dag, de blev gift for 50 år siden.«

Kilde: Berlingske Tidende den 31. juli 2003.

« forrige top næste »

Powered by CMSimple | Template: ge-webdesign.de |