English

* * * * *

Rytlig.dk

Page
Menu
News
Hjem > Synspunkter > Klip og kommentarer > Da kunsten blev hverdag

* * * * *

Da kunsten blev hverdag

Hvis man ikke åbenlyst interesserer sig for kunst, går på kunstmuseum - eller signalerer, at man for nylig har besøgt dette eller hint hippe kunstmuseum - ja, så er man meget hurtigt klassificeret som uintellektuel og udannet. Et indtryk der naturligvis forstærkes yderligere, hvis man ikke har de rigtige kunstplakater på væggene derhjemme. Det sjove er, at mange af dem med de rigtige meninger ikke selv er i stand til at tegne den mindste bollemand eller sætte 2 farver sammen på et lærred.

Torben Weirup har i Berlingske Tidende 16. oktober 2003 fabuleret lidt over, hvordan det er gået med kunsten.

Dette er en historie om en kunstart, der sejrede ad helvede til
Som de andre kunstarter har også billedkunsten sine banale og dekorative sider. 

Det er dem, der hænger stort set alle vegne på virksomhedernes vægge, i banker og offentlige institutioner. De er dukket op, fordi kunst er moderne, og det er blevet smart at være kunstner. Men sådan har det ikke altid været.

På mindre end fire årtier er Danmark blevet plastret til med malerier og skulpturer. Billeder på væggene er blevet en naturlig ingrediens i virksomheder og på offentlige kontorer. Der er skiftende udstillinger i medborgerhuse og på biblioteker, på cafeer og i kantiner landet over. Vi går i hundredetusindtal på kunstmuseer og i gallerier, og der bliver købt ting og sager til de private hjem. Min sjæl, hvad vil du mere?

Kunst er ikke længere forbeholdt en snæver del af befolkningen 
Det er ikke mindst forbløffende i betragtning af, at kunst for få årtier siden var noget, der interesserede en beskeden del af befolkningen. Kunstmuseerne, af hvilke der ikke var så mange og navnlig ikke så store, var dengang forbeholdt en kombination af særligt interesserede og så det dannede publikum. I en by som København var der blot en håndfuld gallerier.

Så sent som i 1968 kunne en avis som Århus Stiftstidende spørge, om Odder mon skulle føjes til listen over byer »som anvender avantgardistisk kunst i udsmykningen?« Den stort opsatte artiklen var ledsaget af et billede af den lille Giacometti - »Maren mæ æ vogn« som den er blevet døbt - i Holstebro og en Robert Jacobsen-skulptur i Aalborg. Anledningen var planer om at bede Peter Bonnén skabe et værk til byen - som da heller ikke blev til noget, da det kom til den politiske beslutningsproces.

Kunst overalt
Siden gik det ganske anderledes. Ikke kun med aviserne. Også med kunsten. Begyndende i 1960erne og accelererende i de følgende årtier væltede det ud med billeder.

Der kom kunst på indkøbsposer, på kaffedåser, på kalendere og som nævnt på de fleste virksomheder og offentlige kontorer, på skoler, hospitaler og alle mulige vegne i byrummet.

Med tiden blev det populært at være kunstner. Frem til 1960erne var standen meget beskeden af omfang. Men navnlig i 1980erne blev det hipt og trendy at arbejde med »no'et kunst«. Dels lød det bedre end at sige, at man var arbejdsløs. Og dels blev årtiets såkaldt vilde malere helte, der både tjente penge, gik på dyre restauranter og havde pæne kærester. Det så også så nemt ud. Lidt silende (neon)farver, antydet figuration i form af storbyindianere, punkere og colaflasker.

Det var bedre end som så. Det havde mening og indhold og var mere konceptuelt funderet, end det så ud til. Det gik blot hen over hovedet på de hundredevis af epigoner, der opstod, og som nu udstillede her og der og alle vegne og for den sags skyld i de mange nye gallerier, der opstod på hvert andet gadehjørne.

Den "malende" overlægefrue er ikke en kliché
En af de smukkeste ting, billedkunsten kan, er at inspirere andre mennesker til også at arbejde med at udtrykke sig kreativt. Det er ikke noget tilfælde, at Maude i Matador fusker med pensler og lærred. Den malende overlægefrue er heller ikke en kliché, og der var mange mennesker, der malede lidt i deres fritid. Men inden 1980er-narcisismen slog igennem - for slet ikke at tale om vore tider, da det at udstille sin talentløshed ved at optræde som sig selv i et TV-program betragtes som noget eftertragtelsesværdigt - var søndagsmalernes lærreder noget, der kunne glæde den nærmeste familie. Ikke noget man henvendte sig til næsten med.

En nation fyldt med kunstnere og kreative
Mange unge ville gerne spille guitar eller altså male nogle billeder, tage nogle fotografier eller - bedst - skabe videokunst, der var lige så uforståelig som den var prætentiøs. Så nationen blev fyldt med kunstnere og kreative - og det er jo også godt. Mange af de kunstnere, der er dukket op og udstiller i galleriet henne om hjørnet, er dygtige og hæderlige mennesker, der arbejder i en eller flere af de traditioner, der er opstået i løbet af det 20. århundrede. Abstrakt ekspressionisme ikke mindst.

Der kan være både farvesans og følsomhed, figuration, fortælling og stemning i deres billeder. Det er blot i reglen ikke videre originalt.

Den kulturradikale skolelærer er ikke bærer af kunst- og museumslivet
Nye fradragsordninger har gjort det muligt for virksomheder at trække kunstkøb fra, og det fører midler til en betrængt branche - som gennemsnit betragtet er billedkunstnere landets dårligst betalte - men bortset fra de undtagelser, der bekræfter reglen - Mads Øvlisen, da han var på Novo Nordisk, er altid præmieeksemplet, der trækkes frem - er det en særlig form for dekorativ kunst, der bliver købt. Naturligvis. Hvilket pengeinstitut ville hænge provokerende eller »uforståelig« kunst, måske kunst med holdninger eller budskaber op i sine lokaler? Privat, derimod, har mange erhvervsfolk en meget avanceret smag. Det var i årevis en myte, at det var den kulturradikale skolelærer, der var bærer af kunst- og museumslivet. Det er det ikke. Det er borgerskabet.

Kunst - behageligt frit for indhold men til gengæld underholdende
Så altså. Samfundet er blevet overbroderet med kunst eller »kunst«. Nydelige dekorative malerier, ikke nødvendigvis det man kan kalde dårlig smag (hvem der så end føler sig kaldet til at definere dét) men mere eller mindre intetsigende billeder i kønne farver. Lidt på samme måde som mainstreampoppen på praktisk taget alle radiokanaler og quizprogrammer og realityshows på stort set alle fjernsynsstationer. Behageligt frit for indhold men til gengæld underholdende, når man har brug for at slappe af. Men ikke noget der overrasker, provokerer eller sætter tanker i gang.

 

« forrige top næste »

Powered by CMSimple | Template: ge-webdesign.de |